Mikkel Manniche
Dansk English Deutsch

Skal din hjemmeside være tilgængelig?

Fra 28. juni 2025 gælder EU's tilgængelighedsdirektiv i Danmark gennem lov om tilgængelighedskrav for produkter og tjenester. Det har fået mange til at tro, at alle hjemmesider nu skal leve op til WCAG. Sådan er det ikke. De fleste små virksomheder er enten ikke omfattet eller undtaget.

Opdateret Læsetid 4 min. Af Mikkel Manniche
Indhold
  1. Hvem er omfattet?
  2. Undtagelsen for mikrovirksomheder
  3. Hvad kræves, hvis du er omfattet?
  4. Tilsyn og sanktioner
  5. Hvorfor gøre det alligevel?
  6. Spørgsmål
Kort svar Kravet gælder e-handelstjenester til forbrugere, altså sider, hvor en forbruger kan indgå en aftale. En ren præsentationsside eller en side, der kun sælger til virksomheder, er efter min læsning ikke omfattet. Mikrovirksomheder med under 10 ansatte og højst 2 mio. euro i omsætning eller balance er undtaget. Men en tilgængelig side er også en bedre og hurtigere side, så det er værd at gøre alligevel.
  • Gælder fra28. juni 2025
  • OmfatterE-handel til forbrugere
  • UndtagetMikrovirksomheder
  • TilsynSikkerhedsstyrelsen

Hvem er omfattet?

Loven gælder bl.a. e-handelstjenester, der leveres til forbrugere. En e-handelstjeneste er efter § 3, nr. 26 en tjeneste via en hjemmeside eller app, "med henblik på at indgå en forbrugeraftale".

  • Webshop til forbrugere: omfattet, medmindre du er mikrovirksomhed.
  • Online booking med betaling: sandsynligvis omfattet.
  • Præsentationsside uden salg: efter min læsning ikke omfattet.
  • Salg kun til virksomheder: ikke omfattet, fordi loven gælder tjenester til forbrugere.

Grænsen er uklar for sider, hvor man kan "bestille tilbud" eller "booke et møde" uden at betale. Det er ikke afklaret i praksis.

Undtagelsen for mikrovirksomheder

Efter § 6, stk. 3 er mikrovirksomheder, der tilbyder tjenester, undtaget fra kravene. En mikrovirksomhed er efter § 3, nr. 19:

»En virksomhed, som beskæftiger under ti personer, og som har en årlig omsætning, der ikke overstiger 2 mio. euro, eller en samlet årlig balance, der ikke overstiger 2 mio. euro.«

Bemærk "eller": det er nok, at enten omsætningen eller balancen er højst 2 mio. euro. Det dækker langt de fleste små danske virksomheder. Hvordan ansatte tælles, fx deltid, står ikke i loven.

Hvad kræves, hvis du er omfattet?

Loven nævner ingen bestemt standard. En tjeneste, der følger harmoniserede europæiske standarder, formodes at opfylde kravene (§ 14). I praksis måler man efter EN 301 549, som bygger på WCAG 2.1 niveau AA. Det betyder bl.a.:

  • tekst med nok kontrast til baggrunden,
  • alt kan bruges med tastatur alene,
  • billeder har en tekst, der beskriver dem,
  • formularfelter har labels, og fejl forklares,
  • siden virker, når teksten forstørres.

Du skal også offentliggøre, hvordan tjenesten opfylder kravene, og gemme dokumentationen i 5 år. Er kravene en uforholdsmæssig stor byrde, kan man i nogle tilfælde undtages, men det skal vurderes og dokumenteres.

Tilsyn og sanktioner

Efter loven fører Sikkerhedsstyrelsen tilsyn med e-handelstjenester. Forbrugere kan klage dertil. Myndigheden kan give påbud med en frist og i sidste ende påbyde, at tjenesten standses. Overtrædelse kan straffes med bøde.

Aftaler om tjenester, der er indgået før 28. juni 2025, kan fortsætte uændret, til de udløber, dog højst til 28. juni 2030.

Offentlige myndigheder har deres egen lov, webtilgængelighedsloven, med tilsyn fra Digitaliseringsstyrelsen. Den gælder ikke private virksomheder.

Hvorfor gøre det alligevel?

Også selvom du er undtaget, er der gode grunde:

  • Flere kan bruge siden, også ældre og folk med dårligt syn.
  • Det, der gør en side tilgængelig, fx klar struktur, overskrifter og alt-tekster, hjælper også Google.
  • Det koster næsten intet, når det er med fra start, men meget at rette bagefter.
  • Vokser virksomheden over grænsen, er du allerede klar.

Spørgsmål

Skal min lille virksomheds hjemmeside opfylde WCAG?

Ikke efter loven, hvis du er mikrovirksomhed eller ikke sælger til forbrugere på siden. Det er stadig en god idé.

Hvad er en mikrovirksomhed?

En virksomhed med under ti ansatte og enten en årlig omsætning eller en samlet balance på højst 2 mio. euro.

Hvornår trådte kravene i kraft?

Loven gælder tjenester, der leveres fra 28. juni 2025. Aftaler indgået før kan fortsætte, til de udløber, dog højst til 28. juni 2030.

Hvem fører tilsyn?

Sikkerhedsstyrelsen for private e-handelstjenester. Digitaliseringsstyrelsen for offentlige myndigheders hjemmesider.

Guiden er ikke juridisk rådgivning. Kilder: lov om tilgængelighedskrav for produkter og tjenester (lov nr. 801 af 07/06/2022, ændret ved lov nr. 637 af 2024) §§ 1, 3, 6, 14, 45, 57 og 59, webtilgængelighedsloven og BEK nr. 2180 af 26/11/2021 (EN 301 549). Tjekket 5. oktober 2026.